Det naturskønne område blev købt af LO i 1965 med henblik på at bygge en hytte på stedet til brug for et eksisterende DUI-arbejde i Ikast.

I 1965 besluttede den Socialdemokratiske bevægelse i Ikast at gøre en ekstra indsats for ungdomsarbejdet i partiet. Man havde en velfungerende DUI afdeling, men de unge manglede et mødested hvor de rigtig kunne udfolde sig, så initiativrige medlemmer købte en naturgrund på 7 tønder land beliggende nær landsbyen Skygge i Bording sogn.

Der havde for mange år siden ligget en nu for længst nedlagt mølle på arealet, men den bakkede og magre jord var ikke blevet benyttet landbrugsmæssigt i mange år, så det var et isoleret, men naturmæssigt spændende område.

Og så gik de mange frivillige hænder i gang. Allerede i 66 kunne DUI indvie den nye sommerlejr, et primitivt men velbygget hus på 120 kvm opført af kasserede jernbanesveller det billigste og mest solide byggemateriale på den tid. Det blev indrettet med soverum så der kunne overnatte 29 personer samt en stor fællesstue med brændeovn , hyggekrog, borde osv. Alle gode kræfter hjalp med indretningen, som en detalje kan nævnes at kommunens (daværende borgmester Thomas Poulsens) indflyttergave var 35 brugte madrasser. Borgmesteren havde åbenbart lidt friere tøjler den gang.

Men tiderne skifter, det samme gør ungdommens interesser, og ca 1975 nedlægges DUI i Ikast, og så opstod der et problem – hvad med hytten – hvordan bevarede man nu dette spændende område så det stadig kunne bruges af de folk som havde lagt så meget engagement og arbejde i det?

Her kommer fagbevægelsen ind i billedet. På initiativ fra det daværende LO-Ikast får man samlet penge sammen så man kan oprette den selvejende institution ”Møllemarkens Ferie- og Fritidscenter” som også i dag har ansvaret for drift og vedligeholdelse af huset.

Økonomien har ofte været trængt, især når der kom lovbefalede udgifter som eksempelvis moderne vandforsyning og kloakering, igen måtte vi søge om hjælp hos vore venner i fagbevægelsen, og igen sluttede den samlede fagbevægelse op og forstrakte os med et lån på favorable vilkår.

Da bestyrelsen for få år siden havde en større modernisering af hytten på ønskelisten kom det gode samarbejde LO-Ikast og LO-Herning Møllemarken til gode. Vi fik midler til at foretage en gennemgribende renovering så hytten i dag er et indbydende sted at opholde sig i.

Og den bliver brugt! Fra tidlig forår til sent efterår benyttes den til alt fra familiefester, firmaskovture, møder, og ikke mindst af kommunens skoler og daginstitutioner som lejrophold.